Skrevet 7. maj 2025.

I anledning af 80-året for Danmarks befrielse.

Jeg var født 22. Jan. 1940 og således 5 år ved befrielsen.

Hvordan oplever et barn besættelsen? Tager vi skade? Fik vi traumer? Eller ?

De 2 første år husker jeg ikke så meget, vi var flyttet fra en lejlighed i Vanløse Arnestedet 13, til et meget lille sommerhus i Herlev 1940, højst 6x4 meter.

Vi havde strenge vintre, og opvarmning skete med en brændeovn. Min far, der var murer, havde til tider adgang til kasserede stilladsbrædder, og ind imellen kul og koks.

Huset Hyldemorsvej 5:

Der var ikke el; lys fik vi fra en pertroleumslampe, vand hentede vi fra en fælles pumpe der stod i Kagsåen ved grænsen til Gladsaxe. Pumpen sad på en vandboring. Vi transporterede vandet hjem i en mælkejunge, på legevogn eller kælk.

Når vi hentede vand, skulle vi altid have en flaske vand med til at spæde pumpen med.

Senere skulle jeg opleve at få til opgave at samle disse gårdpumper for et firma i Kørsør.

Fra 3-års alderen begyndte jeg at undre mig over de sorte rullegardiner det til sidst hang i laser.

Vi besøgte af og til vore gamle naboer i ”Arnestedet”, hr og fru Sørensen. Turen skete med bus, der af og til måtte stoppe. Chaufføren steg ud, og pludselig rystede hele køretøjet. Jeg husker jeg spurgte hvad der skete og min mor forklarede at ”han rystede kakkelovn”. Bilen kørte jo på bøgebrænde, (gasgenerator) så han skulle ud at holde ilden ved lige.

”Arnestedet 13” lå ikke langt fra Damhussøen, Sørensen og jeg gik ofte en tur hen hvor vi fodrede ænder.

En dag, jeg var ikke ældre end jeg kunne sidde bag på mors cykel, blev vi stoppet på Frederikssundsvej af en mand.

Vi skulle stå af, og vi kunne se der skete et og andet i en villa på modsatte side af vejen. Efter nogle minutter fik vi lov at køre igen. Siden talte min mor om ”måske likvidering”.

Når vi havde ærinde i København, skete det ikke sjældent der var luftalarm, og så gik det stærkt med af finde et af de beskyttelsesrum der var bygget mange steder i byen.

Så sad vi der i halvmørket og ventede der skulle blæses af med en lang vedvarende tone. Rummede var kun nødtørftig belyst, men jeg var aldrig urolig.

I Herlev var der ingen dækningsrum, vi spænede bare i ly i nærmeste opgang eller hus. Sirenen sad på biografens tag.

Noget andet jeg husker var, at om aftenen fejede tyske lyskastere hen over himlen og somme tider kom en flyvemaskine og dryssede aluminiumstrimler ned over markerne.

Formålet er mig uklart, for lyskasterne så jeg også efter krigen. Sølvpapirstrimlerne var for at forvirre engelske fly.

Om aftenen den 4. maj må jeg være lagt i seng, men den 5. maj om morgenen husker jeg at, jeg sad på min 3-hjulede cykel: Min nu afdøde storesøster kom ud og sagde: I dag er krigen slut.

Jeg husker min tanke var, ”Det kan man da ikke” . . ! Man ka, da ikke bare slutte krigen . . .

Jeg var blevet så vant til det at, sådan var det bare!

Som tiden gik, blev sandheden dog klar for mig. Jeg havde ikke taget skade.

Flemming Svendsen.

Udi Korsør.  Tilbage til start