Min barndoms by:

Herlev

Tilbage til hovedsiden (index)
Tilbage til Herlev skole
Nogle lomme-filosofiske betragtninger begået efter at have gæstet Herlev, 40 år efter at jeg forlod den.

Nej kære Herlev, du er sandelig ikke hvad du har været!

Efter 20 år borte fra dig, vendte jeg tilbage,  "åbnede forsigtigt en dør på klem" for at se hvordan det stod til.

Chok!
Aldrig i mit livs skabte dage, har jeg set noget så hæsligt og umenneskeligt som Herlev Sygehus.
Skal det være et sted hvor syge finder lise for sjælen og  kommer til hægterne?

Mest af alt ligner det et eller andet Amerikansk multikonsortium der har pustet sig op, truende og dystert udseende, - ikke antydning af venlighed udstråles fra dette tårnhøje helvede.

Som dreng boede jeg lige ved de gule lysende og bølgende marker netop hvor dette monstrom er opført.
Rapsen var det flotteste syn man kan forestille sig, - med det rød-hvide Dannebrog i de bagved liggende fritidshaver vajende i sommervinden.

Mets af alt mindede dette, nu forsvundne syn, om verdens største guldklump!
Og så har man i den grad svinet dig til med sådan en grå betonrædsel.

Inden jeg rejste, vidste jeg godt hvad der var under opsejling, men at det skulle blive så forfærdeligt, havde jeg ikke drømt om.
At det så oven i købet skulle blive en økonomisk skandale, med tomme etager hvor fra regnvandet silede ned, det skal Herlev Kommune ikke lastes for.
Slet ikke dine borgere.

Jeg husker, inden min familie rejste, at borgmester Plantner udtalte:

"Det skal blive det sidste højhusbyggeri, så længe jeg har noget at skulle sige."

Jeg håber for bysbørnene det bliver ved det.

Efter denne pinefulde opdagelse, var der ikke andet at gøre end at dulme sorgen ved at aflægge kroen, byens centrum med gadekæret, Hjulmandens Hus, kirken, og min gamle skole et visit.
Til min store glæde var det nogenlunde intakt. Dit gadekær havde virkelig fået et løft.
Bravo, og tak for det, men - - hammersmeden på den anden side af vejen var tiden vist løbet fra . . . Jeg syntes dog stadig jeg kunne høre maskinhammeren og se gløderne sprøjte deres festfyrværkeri rundt inde i mørket . . .

Herlev kro

ligeså, selvom man havde byttet rundt på slyngelstue og restauration, var her stadig atmosfære,  omend det er blevet lidt mere fornemt.
Jeg kunne godt savne kromutter, der før i tiden kom futtende i udslidte hjemmesko og sagde: "s'gerne" - som i gamle dage når vi bestilte en engelsk bøf og et par af Carlsbergs Portere.


Herlev kro år 2002.
Foto skyldes: Henning Christensen, Ringsted.

Vi, min hustru og jeg, lagde vejen forbi min gamle skole.
Den stod gabende tom.
Kongerækken, der i min tid hang i kronologisk orden på nederste gang ind til klasseværelserne, var væk. - Man kunne frit bevæge sig rundt på alle etagerne, uden at møde et øje.
Der var ingen at spørge om hvad der foregik, eller rettere ikke foregik.
Senere skulle det vise sig at man var ved at tømme hele herligheden fordi det skulle laves om til ældreboliger.

Lidt des-orienterede traskede vi rundt på torvet og måtte konstatere at den gamle bydel med de hyggelige huse var som sunket i jorden.
Videre rundt i byen, - jeg kunne godt se at du ikke var dig selv mere.

-------------

Herlev - - - hvad er det de gør ved dig?

Men vi må nok også indrømme at det ikke nytter noget at forsøge at bevare dig som et museum; en kørestolsbruger ville aldrig havde fået foden inden for i de gamle højtliggende butikker, - i hvert fald ikke hos slagter Hansen.
Men behøvede man at lade storkapitalen og hensynet til det rationelle dominere i den grad??

Jeg mener at have set byfornyelser begået med langt større hensyn til det æstetiske . . . .

Meget muligt der var behov for et sygehus, men behøvede det at stå på højkant?
Lige netop sådan blev det nemlig nødvendigt at fjerne nogle af elementbyens huse, da de alligevel aldrig mere ville få så meget som een solstribe ind ad vinduerne.
Sygehuset kunne sagtens have rummet de samme faciliteter - det  samme antal patienter - hvis det havde ligget ned. De øverste etager skulle åbenbart ikke bruges alligevel.

Se bare Nyboder i København! Det skygger ikke en gang for ukrudtet, og så indeholder det lige så mange individder som højhusene på Bellahøj!

Jeg er vokset op med dig Herlev, og sammen med dig, vil jeg her mindes lidt om vort gamle venskab.

Skolevejen:

Når klokken ringede til friheden, gik vejen forbi Købmand Balles forretning hvor min klassekammerat Oluf Søderblom boede, videre forbi gadekæret, der dengang var betragteligt større. Der var ingen tilskuerpladser, men bare et grimt ståltrådshegn ved vandkanten der på den tid gik helt op til fortorvet. Herfra  kunne vi kaste sten ud der skulle give et plump for at blive anerkendt som et ægte torskesmut.
Lige over for gadekæret lå hammersmeden.
De modigste af os rapsede nogle jernklumper fra skrotbunken og kastede i. Der lå jo alligevel så meget skrammel ude i det mudrede vand. -
Nogen påstod endda der var fisk i! - Jeg tror der dårligt kunne leve en igle.
Jeg ville nødig være gedde i det vand.

Videre forbi præsteboligen hvor Grinderslev boede, kirken hvor storken i de første år havde rede på tårnet, og så hen forbi Ismejeriet hvorfra smør solgtes i et stykke papir fra en ægte smørdrittel, og "Svinget" - det grønne træhus hvor der om sommeren solgtes is.
Dengang kunne man sandelig ikke købe is om vinteren, så den dag "Svinget" åbnede, var det virkelig sommer.

Rundt om hjørnet - kigge ind til bagermester Vagn Poulsen om min mor var på arbejde, så ku' det da være der faldt et stykke Wienerbrød af.

Vagn Poulsens bageri 2002
eksisterer endnu i moderne men stadig hyggelig udførelse. Stedet er omtrent det samme, men tidligere lå forretningen i naboejendommen lige til højre for den gamle biograf.
Hvor bageren ligger nu, var tidligere en tom plads, senere forskellige små boder, blandt andet ishuset "Svinget" der kun havde åbent om sommeren.
Foto skyldes Henning Christensen, Ringsted.

Hen ad torvet for at se om Siegfred havde en god film i biografen, måske den sidste nye Tarzan-film med Lex Barker eller Johnny Weismüller, eller måske bare en "Gøg & gokke"
Lidt længere fremme lå en legetøjsforretning, som man godt kunne trykke næsen flad mod, og drømme en times tid.
Over vejen til den store tomme plads hvor der i sin tid havde ligget en gård, nu var det cirkusplads om sommeren, og til andre tider bare et Tivoli der husede en masse zigeunere.

Kaffebaren, - forbi slagter Hansens pæretræ der nogle år gav så rigeligt. Rundt om hjørnet ved det høje plankeværk, hvorfra der lød skrig og skrål fra grisene der skulle slagtes, til rutebilstationen - og så til venstre opad det der nu hedder Kobbervej. Her lå der mange gårde inde bag de høje træer.
Kobbervej var dengang meget højtliggende, så vi satte os på skoletasken og kurede i fuld fart ned ad den græsbeklædte skrænt og ud på ringvejens cykelsti. Det gjaldt om ikke at få grønne bukserøve, - hold da kæft hvor éns mor ku' blive tosset.

Op ad Tornerosevej, forbi Sørensens i "Blokhuset" et hus bygget som man byggede huse i Østrig.
Her var jeg blevet passet sammen med de fire af Sørensens egne piger, inden jeg kom i skole.
Huset er væk nu.
Videre op ad bakken til man om efteråret kunne skyde genvej over stubmarken hvor nu Kirkehøj 2 ligger.

Fra hvor denne mark begyndte, kunne jeg se hjem til Hyldemorsvej 5.

En lille tilståelse fra gadekæret:

Nogen havde fremstillet et fartøj til ekspedition på det store dybe vand.
En gammel olietønde var blevet flækket, og på tværs var sømmet en kraftig lægte for at stabilisere skuden.
I sløjdtimerne blev der fremstillet årer og padler til fremdrift.
Det så livstruende ud, men folk rystede på hovedet og lod som intet, ja, nogen fulgte endda eksperimentet når drengene sejlede rundt derude.
Og selvfølgelig ville parkbetjenten ikke ha' det, - der så forfærdeligt nok ud i forvejen.

En dag efter skole, - jeg har vel været 7 eller 8 år, hankede vi  drenge op i fartøjet og bar det hele vejen til et sted i "Fedtmosen" der lå et langt stykke nord for gadekæret.
Med besvær fik vi bakset "båden" ud i det sivbegroede sorte mosevand.
Hvem skulle først ud?
Jeg var godt nok lidt betænkelig . . .  jeg kunne ikke svømme på det tidspunkt, så jeg blev på den gode faste grund.
Leif meldte sig  - -  og et par stykker til. Forsigtigt gik de ombord. Båden rullede pludseligt lidt, der var jo grænser for hvor stabil den var.
Tøndekanten var meget skarp og meget rusten efter at være klippet op med en pladesaks, og den var ikke ombukket, hvilket nok ville have afbødet den skade der nu skete.

Pludselig gik der panik i een af drengene, båden rullede endnu mere voldsomt da han ville af.
I forsøget på at springe i land, rev han en stor flænge i sit lår. Det blødte voldsomt, og vi måtte rådslå på engen medens han tørrede.
Vi rev hans undetrøje af og forsøgte at stoppe blødningen, vi havde intet rent vand til at vaske såret i, - kun hans eget tøj.

Hvad der skete i de næste minutter er mig uklart, kun husker jeg vi alle kom hjem, og at vi lovede at tie stille hver især, og så håbe på det bedste.
Næste dag i skolen var historien allerede ude. Der blev nogen undersøgelser fra lærernes side, nogen i klassen vidste jeg havde været med, men ingen sagde noget.
Tønden kom tilbage til gadekæret, men jeg var færdig med den leg.

Nostalgisk eftertænksomhed:

I vejkrydset Ringvejen / Herlev Hovedgade var der dengang en stor rundkørsel. Her samledes mange om aftenen og studerede trafikken. Den var jo langt fra så voldsom som nu. På hjørnerne i dette vejkryds lå Schmit's Herremagasin, på modsatte side "Niclas Jørgensen - Cykler Barnevogne og Isenkram". Og ovre på højre side hvor nu PFA ligger, lå Herlev Kommunekontor.

Det var dengang helt utænkeligt for en 10-års dreng, at alt det nogensinde skulle fosvinde.

Hos "Bangs Trælast" gik en flok glubske schæfere vagt, som vi drenge havde morskab af at tirre når vi gik forbi deres indelukke.
Nu er det bare en moderne isenkram - slut med med træ, tov og tjære.

Ikke et eneste spor af rutebilstationen, slagter Hansens forretning - eller hans berømte pæretræ der stod ude på fortovet, postmesterens gamle stråtækte rødkalkede hus, kaffebaren, cirkuspladsen, AMA-grunden med de beskidte og faldefærdige fabrikker, cigarhandler Bentzens forretning, eller de toppede brosten. Alt er væk.

Nu har jeg været der igen.

I 2002 opsøgte jeg igen byen for at finde nogle skolebilleder på Lokalhistorisk Arkiv.
Selvfølgelig måtte jeg lige hen at se hvad der var sket med skolen. Det hele stod næsten som i gamle dage, blot var cykelskure, de udendørs siddepladser og skolemuren borte.
En lille snak med en dame forklarede at det hele nu var ombygget til ældreboliger!

Man bliver tankefuld - - - det var altså muligt at komme herfra som man kom hertil . . . Uden hår, uden tænder og uden forstand, og endda ende under samme tag hvor viden og lærdom var forsøgt proppet ind.

Kære gamle skole. Tag dig godt af de ældre, pas godt på dem; hvem ved, måske bor der et par af mine gamle lærere der inde i de selv samme rum hvor de forsøgte at banke fornuft ind i mit hovede?

Engskolen, der blev indviet i 1948 for at aflaste den gamle skole, er blevet alvorligt udvidet. Den gang var det bare en træbarak. Min klasse havde fornøjelsen at være de der først indtog den jomfrueligt duftende nye asfalt og de fine nye klasseværelser.
Vi gik der kun et år, så var vi tilbage på det vi kaldte Hovedskolen.

Henne ved gadekæret og ved kirken er det stadig meget nydeligt. Man fik ligefrem lyst til at gå ind i parken og dvæle lidt.
Torvet, hvor der før var landsby, er nu rigtig nydelig; der er næsten sydlandsk stemning når blomster og grønt køres uden for.
Heldigvis dækker blåregnen nu meget af den fæle beton der i sin tid fik mig til at miste vejret .

Jeg havde læst at Herløv Kro var blevet ombygget til hotel med over 50 værelser, så det var med bæven jeg besøgte den. Men stor var min glæde over at se, at meget af den gamle stil holdt stand.

Du gamle, - viden om kendte kro,  - - hvor jeg som lille dreng har været med til at vælte og plyndre mangt et juletræ i Socialdemokratiets regi, hvor vi har deltaget i adskillige af 100-mandsforeningens bankospil,-  hvor "Herlev Jazzklub" i skarp koncurrence med klubben "Blue Note" - der havde til huse i den nedlagte biograf, arrangerede et utal af jazzaftener for ungdommen som elskede den musik, og hvorfra vi bagefter, med ærefrygt fulgte mangen en Herlevmø pænt til forældrenes dør, og hvor adskillige firmajulefrokoster sluttede med bravallaslag.

---------------
For himlens skyld! Bevar alt det gamle af det der overhovedet kan bevares. Lad ikke beton, glas, kapital og hensyn til spekulanters indtjening, sejre over røde tegltage, friser og hvad der ellers skaber et godt miljø.
Skab et byrum folket kan lide at opholde sig i.
Fri os for store supermarkeder og indkøbspaladser med plads til armadaer af biler.
Det er ikke nødvendigt at al indkøb med djævlens vold og magt skal kunne udføres under eet og samme tag. Det har vi aldrig bedt om!
Vi mennesker kan sagtens tåle vind og vejr.
--------
Endnu et besøg en hed sommerdag 2003:

Der blev tid til at udforske området omkring Ederlandsvej, - her opdagede jeg at man nu, fra Tornerosevej, knap kan se skolen ude i mosen.
Smuldmosens beplantning dækker den grimme betonbygning, og den tidligere så sorte mose er nu fuldstændig dækket af grønne træer og græs.

Den nye park syd for Ederlandsvej, hvor der tidligere lå en stor fabrik for vejmaterialer, er nu også ændret til et stort grønt anlæg med dybe dale og grønt så langt øjet rækker.
Tak for det!
Asfaltfabriken var et uklædeligt og forurenende foretagende som ikke hører hjemme midt i et boligområde.

Det tidligere så hæslige fabriksområde var omgivet af et højt plankeværk, og op fra dette hul, og ud af de store grimme porte kom hæslige og stinkende lastbiler hostende og rygende ud på vejene.

På billedet her man ser hvor meget kønnere området er blevet!


Der blev også tid til en lille frokost på gamle Herlev Kro:

Og det blev en behagelig overraskelse: Kroværterne havde fundet på at grille på fortorvet, men vi trak indenfor i den behageligt svale restauration, hvor vi blev betjent yderst korrekt af et dygtigt og ulasteligt klædt personale.
Uret i restaurationen var desuden blevet forsynet med lyden af rådhusklokkerne, som man i Danmarks Radio har været så uforskammet at beskære på skammelig vis.

Tak til værterne for et godt initiativ, vi ønsker jer al mulig held og lykke med at køre den gamle forretning videre.


Kære gamle Herlev, stol på mig, jeg vender snart tilbage for at holde et vågent øje med at dine indvånere behandler dig med respekt.
Og med dette vil jeg slutte med ønsket om at det i al fremtid vil gå dig godt og måske endnu bedre end jeg turde håbe.
Ærbødigst, din gamle ven, Flemming Svendsen.