Tilbage til Helsingør.
Een og anden, med blot perifert kendskab til Helsingør,
kunne måske undre sig over at byen har to kirker, og at de ligger så tæt ved hinanden, - - og spørger måske sig selv hvad der var bestemmende for, hvilken  kirkehandling der skulle udføres af henholdsvis St. Olai og St. Mariæ kirke.
I det følgende, som på ingen måde skal gøre det ud for kirkehistorie, vil jeg forsøge at redegøre for spørgsmålet, men for den der ønsker uddybende oplysninger, må jeg anbefale at læse bogen der nævnes nederst på siden.
God fornøjelse.
 
 
Blade af St. Mariæ kirkes historie.
 
Karmelitermunkene i Danmarks katolske periode, påbegyndte byggeriet år 1430 på en grund, på det tidspunkt, i Helsingørs nordlige udkant, skænket af Erik af Pommern.
20 år senere led byggeriet så voldsomt af ildsvåde, at man måtte begynde forfra.
Det nuværende kirke og klosterkompleks er således bygget efter Christian den førstes kongebrev af 24. maj 1450.
Det skønnes at byggeriet har taget omkring 50 år at udføre, så man har måske dårligt været færdige, før reformationen brød ind og ændrede livet bag murene.

Byggeriets store donator var rigshovmester Poul Laxman som i 1482 blev lensmand på "Krogen", - det senere Kronborg.
Som rigshovmester havde Poul Laxman mange fjender og misundere, og under et ophold i København 1502, blev han overfaldet på Højbro af  lensmand Ebbe Strangesen og adelsmanden Bjørn Andersen Bjørn til Stenalt, der sårede ham dødeligt og kastede ham i vandet.

"Laxman er dit navn, så svøm!" råbte hans banemænd.
Den arme mand overlevede ikke.
Hvidebrødrene i Helsingør bevarede mindet om den store velgører og hans minde bevares stadig, både i klosteret hvor "Laxmansalen" endnu bærer hans navn, og i kirken hvor hans våben, en svømmende svane med en ring i næbbet, findes. - Derimod er Poul Laxmans ligsten forsvundet i 1744, formentlig ved en restaurering af kirken.

Karmelitermunkene var velsete i byen. De gik i en sort kjole dækket af en hvid kappe, - der af betegnelsen:

'Hvidebrødrene'.

------------
Ejendommeligt er det at Karmeliterklostret, tilsyneladende, levede videre,- efter at reformationen i 1536 var gennemført. Munkene får lov at forblive i klosteret til 1537, - måske fordi man ikke havde andre der kunne tage sig af syge søfolk der landsattes fra forbipasserende skibe, ligesom man også kunne udøve sygepleje mod byens egne borgere i det sygehus munkene byggede ved Hestemøllestræde.
Kongebrevet, som prior Anders Christiernsøn angiveligt skal have modtaget, kendes ikke, men det har sandsynligvis være mage til det andre klostre fik. Dette gav ordre til at al messe og katolsk gudstjeneste skulle høre op, men endnu i 1537 havde prioren praktisk talt rådighed over klostergodset, men kongens resec kom man ikke uden om.
Det blev bestemt at det stod munkene frit for, om de ville forlade klosteret. Vi ved ikke hvor mange munke der gik over til Luthers lære, men noget tyder på at nogle gik ind som lutherske præster.
Klostret var tomt da Kristian den tredie, 10. maj 1541 gav sit kongebrev på at Hvidebrødrenes Kloster skænkedes til hospital og sygehus for fattige og syge mennesker.
Hospitalet kom under administration af en hospitalsmester, som skulle stå til regnskab for byens borgmester og råd.
------------
Kirkens bygninger kom nu i fare for at blive nedrevet.
Sognekirken Sankt Olai omfattede hele byen, og der var ikke brug for to kirker. Hvidebrødrenes kirke stod tom og øde hen, og et kongebrev udstedt af Frederik den 2. gav tilladelse til at de straks må nedrive kirken og dermed bygge mere til klosteret så det kan indtage flere fattige hospitalslemmer. Kirkens sten og tømmer måtte ikke bruges til andet formål.
-------------
Noget liv var der dog i kirkerummet. Af kirkens første regnskab ses det at den anvendtes til rejsestald for omegnens bønder når de kom til marked med deres dyr, og natteherberg var nødvendig. Der må have ligget anseeligt lag halm og gødning oven på ligstenene, for af regnskabet 1577 fremgår det at "man kører 371 læs halm og anden urenlighed fra den tydske kirke ud på sanden".
Når den tidligere klosterkirke nu kaldes "Tyske Kirke" er årsagen at kongen i 1576 havde givet den tyske og nederlandske menighed i Helsingør, lov til at holde deres gudstjeneste i Frue Kirke. Det observeredes at der var kommet en del fremmede folk heriblandt nederlændere, og at de drev om på gaden og forstyrrede søndagsfreden. Kongen henviser i sit åbne brev om at "ingen fremmede må bo i riget, medmindre de er ens med vore undersatte udi  religionen og vil være den kirkeordning som er i vort land, undergiven".
(Stærkt tilrettet til forståeligt nutidsdansk).
Det hedder videre:
Løsagtige quindfolk som søger did til byen, er til stor forargelse og sådanne åbenbare og grove synder må forhindres, at ikke Guds fortørnelse skal opvækkes. Disse løsagtige quindfolk skal stubes til byens kag og siden forvises. Kommer disse forviste tilbage til byen, da lade I skære ørerne af dem og lade dem binde i en sæk og lade dem drukne"
-------
Kongen indså altså at de fremmedes moral var betænkelig, og da både moral og religion var i fare, var det bedste nok at de fik en kirke hvor de kunne komme på bedre tanker.
Hertil kom at mange tysktalende købmænd og officerer, også ønskede at få en kirke hvor de kunne høre Guds ord på deres modersmål.
Størrelsen af støtte og gaver til den tyske kirke der kom fra frivillige, viser at det har været en hjertesag at få denne gudstjenesteordning, og dronning Sophie, der stammede fra Mecklenburg skænkede den forgyldte alterkalk og disk der nu findes i Nationalmuseet.
Præstens løn kom fra øresundstolden og den øvrige kirkebetjening kunne erholde løn ved udlejning af stolestader, salg af gravsteder med mere.
-------
Her skal ikke nævnes præsternes biografier,  de findes andre steder på tryk, (se eventuelt Dansk Biografisk Lexicon.) men for en ordens skyld deres navne og den periode de var præster i Tyske Kirke:

Tyske præster ved den tyske kirke.

Herman Malthan til 1583,

Det skulle blive i Malthans periode at St. Mariæ kirke blev indviet til Luthersk kirke. Efter at de mange læs halm og dyregødning var fjernet, blev gulvet belagt med nye mursten, snedkerne forarbejdede nye stole og 39 hofjunkere der havde ydet kirken pengegaver fik malet deres våbener til erindring om de gavmilde mænd. I 1586 skænkede dronning Sophie den kostbare alterkalk fra 1333, som i følge traditionen skal være taget i Ditmarsken, og som nu grundet skrøbelighed opbevares i Nationalmuseet.
Fra Tyske Kirkes første tid er ikke meget bevaret. Forsvundet er stoleværket, Henrik Snedkers fontelåg,  Jacob Snedkers korgitter og meget andet. Kirken fik ny altertavle 1592 forarbejdet af Hans de Brügge der siden 1636 har gjort tjeneste i Søborg kirke. Præsten får løn af "Kongens kasse" hedder det, men pengene kom fra Øresundstolden og udbetaltes af kongens tolder i Helsingør. De eneste indtægtskilder er tilsyneladende Kirkens jordskyld, indtægt efter jordebogen og for gravsteder og klokkeringning.
Herman Malthan døde 46 år gammel i 1583, og hans gravsten er bevaret i sydskibet.

Hermann (Pictoris) Becker 1583-1592,
Herman Beckers tid som præst blev kort, han døde tidligt, men hans kone satte ham en gravsten i koret hvorefter hun, som skik var, giftede sig med efterkommeren i embedet:
Augustinus Sand 1593-1624.

John Kraft 1592-1593 var kun kort i kirken da han blev kaldet til Sankt Petri i København.

Augustinus Sand .
Under Kalmarkrigen 1611, fulgte han med kongen og en Martinus Worpel var i den tid konstitueret.
I de år Sand var hofpræst på Kronborg og Tyske kirke styrede lensmanden Ditlev Holck, Kronborg len. At han interesserede sig for Tyske Kirke fremgår blandt andet deraf, at han skænker kirken dens nuværende prædikestol som ved retaureringen 1900 blev flyttet til midterskibets sydside; dens oprindelige plads var nordsiden. Over opgangen ses familien Holcks våben.

Thomas Lund 1625-1636,
Den tyske menighed er nu forøget så meget at der årligt døbes ca. 30 børn, vies ca. 10 par og begraves ca. 25 personer. En trediedel af dem er børn.
Det er Kronborgs militærbesætning der giver de fleste kirkehandlinger. Christian d. 4.'s deltagelse i 30-årskrigen, 1625-29, krævede en stor hær, og Kronborg garnison fik sin part.
Religionskrigen i Tyskland medførte at en del lutheranere søgte tilflugt i kongeriget, og mange befandt sig så godt her, at de ikke vendte tilbage efter krigens ophør, hvorved den tyske menighed i byen fik tilgang.
I 1636 bortrev pesten i Helsingør 755 borgere, der iblandt Thomas Lund, som blev begravet i koret ved døbefonden.

George Meiland 1637-1651,

Med denne præst begynder den første kirkebog. Thomas Lund skriver den fyldigt, og navnene og de øvrige oplysninger viser at de kirkelige handlinger væsentligt gælder militæret på Kronborg samt handelen og søfarten.
Men hvor det drejer sig om byens borgere, opstod der brydninger mellem præsten i St. Olai og George Meiland. I 1619 blev der truffet afgørelse, idet det blev pålagt den tyske præst at holde sin bestalling efterrettelig, og den danske skal ikke have noget at gøre med militæret og Kronborg og de fremmede handelsfolk.
Kort efter Thomas Lunds tiltræden, ansøgte de tyske borgere i Helsingør, kongen om udvidelse af deres præsts rettigheder, så han må betjene dem i alle tilfælde uden offer for den danske præst.
Den 24. Maj 1642 blev der skabt nogenlunde retningslinier, idet -

"Det tillades de tyske borgere at benytte den tyske præsts tjeneste ved alle kirkelige forretninger, imod at de forud skulle betænke og belønne den danske lige så fuldt som om han selv havde forrettet tjenesten".

Sygebesøg gaves dog helt fri.

Den danske præst i Sankt Olai Kirke, Peder Rasmussen Lange, gik forgæves til de tyske familier, og indstævnede nogle af den tyske menighed for retten, for at de kunne berette hvad de havde givet den tyske præst i offer.
Det gav bagslag.
I 1645 indsendtes der klage over denne fremfærd til kongen, og der rejstes nu tiltale mod Peder Lange, efter gentagne klager over den danske præst.

Processen endte med at den danske præst fik medhold, idet kongen og rigsrådet udstedte en forordning hvorved det åbne brev af 1642 stadfæstedes, og det bestemtes at den danske præst måtte som tilforn prædike i den tyske kirke over de borgeres lig som havde, eller fik lejersted der, og når brevet af 1642 havde tilladt tyske borgere at benytte den tyske præst, når de havde ydet den danske præst hans rettighed, så forstodes ved tyske borgere ikke sådanne  som var født i riget af tyske forældre, samt at der med borgerskabets tjenestefolk skulle forholdes som med deres herskab.

Tiden omkring 1600 er rig på fornyelser af inventar og epitafier.
Sandstensdøbefonten stammer fra omkring 1584. En del gravsten er bevaret, blandt andet Kongens fodermarskalk, Peder Pedersen der blev myrdet på vej til Kronborg.
Efter de to præster, Peder Rasmussen Lange og Meiland var blevet afløst, opstod ligefrem en kappestrid om hvem der kunne fremvise de fornemste epitafier.
I 1635 får kirken sit nye orgel der med sine to orgelhuse, kostede kirken den formidable sum af af 1422 Rdl.
1636 skænkede Lavrents Michelsens enke vesttdørens malmstøbte dørhammer der forestiller en delfinridende dreng, og Casper Finkes pengeblok er fra samme år.
En mindetavle over kanon- og klokkestøber Hans Kemer er fra 1636, og to store alterstager er givet 1643.
 

Mathias Velhauer 1651-1655
har ikke efterladt sig skrifter, men hans præstegerning har været præget af de sidste år af 30-årskrigen der sikkert har været vanskelige.
I hans periode døde Christian d.4., - den tyske kirke havde kongens bevågenhed fordi han havde kæmpet for sine trosfællers sag i Tyskland.

Kirkeregnskabet for 1654 udviser at kirkens indtægter er 2302 Rdl, udgifterne 531 Rdl. og beholdningen 1771 Rdl.
Blandt udgifterne nævnes hvert år 50 Rdl. til præsten for en ny "præstkiol", men lyder det som overforbrug, må man tænke på at præsten gik i sin embedsdragt til daglig.
Forbruget af altervin for 1651, oplyses til 37 potter 3½ pægl hvilket kan lyde lidt vel meget.
Til præstelønnen hører een oxe årligt som vurderes til 40 Rdl. Organisten aflønnes med 20 Rdl årlig og calcanten - (bælgetræderen) må klare sig med 10 Rdl årlig.

Just Valentin Stemann 1656-1688.  ( En kapellan Poul Richardus 1676-1677 )

I løn får han 200 specier der udbetales gennem øresundstolden, og fra lensmanden på Kronborg, 4 td. rug, 6 pund malt, en halv tønde smør, 12 sider flæsk, 20 gæs, et godt får, 80 pund salt, samt brænde fra skoven. Som løn fra den tyske kirke, 200 Rdl. og fri bolig i præstegården, plus en særlig kgl. bevilling på 93 Rdl. 2 Mrk. af øresundstoldens pengekasse.

I en skrivelse til kongen antyder Stemann at den tyske menighed aftager i antal og han søger for en lettelse af den byrde det er for den tyske menighed, at dens medlemmer ved dåb, begravelse og bryllup, skal affinde sig med den danske sognepræst først, skønt den tyske præst udfører den kirkelige handling. Ligeledes beklager de, at kun fødte udlændinge kan være medlemmer af menigheden, og at den danske præst ikke vil tillade at kgl. embedsmænd og betjente slutter sig til den tyske menighed. - Stemann ansøger derfor om at den tyske menighed i Helsingør får den samme frihed som den tyske menighed i København har.

Denne, iøvrigt velskrevne, ansøgning blev ikke bevilget. Hertil vejede hensynet til Sankt Olai sognekald for tungt.
-----------
Det er i årene 1660-68 Diderik Buxtehude er organist ved Mariæ Kirke. Hans far, Hans Jenssøn Buxtehude, var organist ved Sankt Olai kirke 1648-71.
----------
Ernst Christian Johansen Boldick 1688-1706

var Stemann's svigersøn. Han overtog embedet da Just Stemann rejste fra Helsingør hvor han blev superintendent i Holsten.
Boldicks præstetid i Helsingør faldt i en fattig periode for byen. Krig og tunge skatter havde forarmet borgerne, og Karl den tolvte gik i land ved Tibberup mølle den 7. August 1700.

Een af kirkens prydelser fra denne tid er et dåbsfad af sølv skænket af tolddirektør Andreas Günthers hustru Margaretha Utermarck.
Den 22. December 1698 døde Andreas Günther, og han blev begravet i Sankt Mariæ kirke.
Sognepræsten i Sankt Olai, L. C. Aagaard følte sig forbigået i denne handling. Pastoren klagede til kongen over at han kun havde fået følgepenge som ved en almindelig ligbegængelse skønt Günther var født i Halle, og således måtte høre til den tyske menighed.
Over for dette hævdede arvingerne at de ikke mente at skylde den danske præst noget.
Boldick forsøgte at mægle i denne tvist, men forholdet mellem de to kirker var anspændt, så det kom nemt til konflikter.
Ofte var det borgerne selv der afstedkom vanskelighederne.
Den 5. Februar kom en afgørelse på spørgsmålet om Øresunds toldbetjente der i virkeligheden var årsag til striden. Herefter skulle alle Øresundstoldbetjente, uden hensyn til nationalitet, høre til den tyske kirke.
Den Tyske Præst bliver mindre og mindre tysk præst, og mere og mere garnisons- og visse embedsmænds præst.
Indledningen til en opdeling af byen i to sogne var begyndt.

I Boldicks sidst leveår, er kirken i økonomiske vanskeligheder, hvilket ses deraf at, Boldick ansøger kongen om en bevilling som hjælp til kirkens drift. Kongen giver denne bevilling idet toldkassen i Helsingør skal udbetale 100 danske rigsdaler til den tyske kirke udi Helsingør.

I kirken hænger en lysekrone som Boldick og hans hustru har skænket kirken år 1690.

Andreas Willumsen  Hoff 1707-1711,

Med Hoff, begynder danskheden at trænge mere ind i den tyske menighed. Indvandringen af fremmede handelsfolk er dalet, og hærens befalingsmænd bliver ikke længere rekruteret fra Tyskland.
Den 2. Marts 1707 foregår en synsforretning over præstegården, og det ser ud til at visse forbedringer er bekostet af Stemann.
I 1710 - 1711 bortrev pesten ca. 2000 menesker i Helsingør og omegn. Måske var det en orientalsk byldepest der var kommet til byen med et skib.

Kapellanen Andreas Wøldicke 1709-1711, måtte i den sidste del af peståret næsten ene mand udføre alle kirkelige handlinger i Helsingør, og som belønning udnævnes han, 24 år gammel, til sognepræst ved Sankt Olai.

Cai Burchard Zwergius 1711-1739,
Virkede i mere end 28 år som præst i Sankt Mariæ. Han døde 1739 i Helsingør.
I de fattige år efter pesten, har det været næsten umuligt at klare udgifterne til kirkens og dens tilhørende bygningers vedligehold.
Præsten og kirkens forstander indsender en klage til kongen hvori det berettes at kirken forfalder, og at de i år 1706 bevilligede 100 Rigsdaler ikke forslår.
Der ansøges om yderligere 100 Rigsdaler og ansøgningen begrundes med at den tyske kirke benyttes af Øresunds toldbetjente og de søfolk der gør ophold i Helsingør og som er tysktalende.
4. November 1735 bevilges 100 Rigsdaler af "de Øresundske fattig penge".

I 1739 fremsendes en beklagelse til kongen over at kirkegangen er nedadgående.
Der fremføres 7 punkter:
 

  1. At selv tyske undersåtter bosatte i Helsingør må betale til den danske præst ved dåb, vielse, og begravelse, hvorved de er besværede med dobbeltbyrde, og hvorfra kun toldbetjentene er exiperede, idet de har frihed til at holde sig til hvilken kirke de vil, uden at betale hos den anden.
  2. At Hammermøllens arbejdere, som for størstedelen er tyske, stadig må betale præsten i Tikiøb 20 Rigsdaler årlig.
  3. At mange drages fra den tyske kirke fordi der ikke bliver prædiket på dansk som både garnisonen og slotsbetjentene bedre forstår, og de tyske familiers tjenestefolk der skulle søge den tyske kirke, går til den danske i stedet for, da de ikke forstår tysk.
  4. At kantor og klokker ved den tyske kirke har lidet eller "moxen at leve af".
  5. At de der bringes døde ind fra skibene i Øresund, ikke mere, som forhen, begraves på den tyske kirkegård, som nu også mister den accidens.
  6. At den tyske kirke har meget få revenuer, så den tid efter anden forfalder.
  7. At det geråder den tyske menighed til skade, at den tyske præst ej altid er med i inspektionen over fattigvæsenet, eller er til stede ved uddeling af de fattiges penge.
Ved et reglement af 5. februar 1740 afgør kongen sagen:

At den danske kirke og dens betjente stadig skal beholde de frivillige gaver fra byens borgere, men de der virkelig er tyske skal have deres samvittigheds frihed til at søge opbyggelse hvor de vil, uden forpligtelse til at betale den danske præst for dåb, vielse og begravelse der udføres af den tyske præst, lige som forholdet er i København.
Øresunds toldbetjente og Kronborgs betjente skal høre til den tyske kirke.
Ligeledes skal de tyske på Hammermøllen, når den nuværende præst i Tikjøb afgår, høre til den tyske menighed, og ikke mere svare de 20 Rigsdaler til Tikjøb sognekald.
Endelig bestemmes at, den beskikkede kapellan ved den tyske kirke, alle søndage ved aftensang skal holde dansk gudstjeneste for de tyske familiers tjenestefolk.
For at forbedre klokkerens løn, skal denne, lige som klokkeren ved den danske kirke, fungere som bedemand ved ligbegængelse.
Den tyske præst får adgang sideordnet med den danske, til at være til stede ved uddelingen af de fattiges penge.

--------
Hermed er dansk gudtjeneste alvorligt på vej ind i Den Tyske Kirke, og fem år senere indføres også altergang på dansk een gang om måneden.
Zwergius døde i December 1739 og:

Christopher Bluhme 1740-1751,
kaldes i Marts 1740.
Med hensyn til dansk gudstjeneste, førte Bluhme denne linie videre som var begyndt i 1740.
På en anmodning fra Bluhme, bevilger kongen d. 30. juli 1745, "at der hver fjerde fredag må holdes dansk prædiken og communion, hvilket hvergang skal tillyses og gives menigheden tilkende."
Da kapellanen Jens Jensen Holm udnævnedes til præst i Norge, anmoder Bluhme om at der beskikkes en kapellan der kan prædike både på dansk og tysk.
Kongen beskikker således Jacob Christian Pingel til at være residerende kapellan ved slots- og garnisonsmenigheden i Helsingør.
------
Bestemmelsen om dansk gudstjeneste i den tyske kirke, blev ikke lige vel modtaget af alle. Forordningen fik præsten ved Sankt Olai, Peder Orsleff, til at fremsende en klage til biskoppen og kongen hvori han fremhæver at med fritagelse for de tyske borgere for til ofring ved dåb, vielse og begravelse, også til den danske præst, berøves ham en hundredårig ret. Han fortsætter i en jammertone om hvor dårligt han nu bliver stillet økonomisk, men sagen afgøres Februar 1747 ved cancelliets skrivelse, at status quo skal opretholdes.
Pastor Orsleff døde 10. juni 1748; muligvis tog han sit liv over at være forurettet.
Bluhmes portræt hænger i kirken.

Vilhelm Ulrik Frederiksen Piper 1751-1768,

Var præst i en overgangstid. Troen på enevælden smuldrer, oplysningstiden er i sin morgenrøde. Danskheden blomster op, kongen var dansk af sind, og den engelske prinsesse Louise han ægtede i 1743, afskedigede hele sit engelske tjenerskab og omgav sig med danske.
De tyske præster Helsingør er forstandige nok til at se hvor det bærer hen. Piper har det svært, han er for gammel til at søge andet embede, han dør November 1768.

Johan Hieronimus Johansen Chemnitz 1769-1772.
Allerede den 13. Februar 1772 kaldtes han til tysk præst ved Garnisons kirke i København hvor han døde 18. September 1800. Hans billede hænger i kirken, men han har så vidt vides ikke efterladt sig bemærkelsesværdige spor.

Hans Pedersen Lund 1775-1777.
Født i Trondhjem den 13.Okt. 1723. Stud. 1740, cand. 1743, kapellan i Holbæk 22.juni 1753, sognepræst i Skanderborg 25. marts 1763, i St. Olai 13. nov. 1775, død 1. aug. 1777. Skifte: 1. sept. 1777. Hans far: Peder Lund, kapellan i Trondhjem, Mor: Marie Johansdatter Dorscheus. Gift 17. april 1754 m. Anna Kirstine Frigast, f. 1716, enke efter forvalter Lütken på Skjoldnæsholm død 26. juli 1792. Hendes far: Lorentz Frigast, ridefoged. ægteskabet uden børn.

Danske Præster ved den tyske kirke.

Jes Vester Jacobsen Bjørnsen 1772-1786,
var en mand der gerne ville i kontakt med byens borgere. Han var selv udgået fra det jævne folk, og det faldt ham svært at gå ind i den bås de mange forordninger havde havde opstillet om den tyske præst og hans arbejde.
Snart kommer meningsforskelle til udtryk.
De danske tjenestepigers tyendeforhold ved en tysk husbond, gjorde at de hørte til den tyske menighed, men dansktalende som de var, ville de naturligvis helst vies i den danske kirke.
Noget tyder på at de har prøvet at omgå reglen, ved at gå til alters et par gange hos den danske præst, for således at blive indskrevet i hans kommunionsbog. Denne praksis klager Bjørnsen over til cancelliet, der da 1775 bestemmer at, en pige der tjener hos en tysk familie, og ikke har fået sit flyttepas påtegnet af den tyske præst, og ikke lovformelig er er tilmeldt den danske, skal vies af den tyske præst, selv om brudgommen tilhører den danske menighed.

Hvis en pige forlader sin tjenestefor at blive gift, må hun straks forlange "Skudsmål og Pas" af den præst hun forlader, og når da der søger "dug og disk", hører hun rettelig til denne præsts menighed.
Ligeledes er ulige meninger om de døde der bringes ind fra skibene.
Her bestemmes det at kun de forbipasserende skibes døde hører til den tyske kirkes område, medens de syge der bringes i land, og som hører til en dansk menighed, skal begraves på den danske kirkegård.

Men den tyske menighed er vigende, og stillingen som tysk præst er utilfredsstillende.
Derfor indgår pastor Bjørnsen primo 1776 et memoria hvori han nævner at hans menighed består af:

  1. Garnisonen hørende til Kronborg.
  2. Toldkammerets officianter.
  3. De tyske der bor i staden.
Han nævner at der blandt de sidste er en del tjenestefolk der ikke forstår tysk, hvorfor der må ske ændringer.
Af hensyn til disse og til den danske garnison, holdes der en dansk gudstjeneste og altergang en Fredag hver måned.
Bjørnsen ansøger om, at der må holdes een dansk højmesse med altergang om måneden da mange af militæret ikke har fri om søndagen, og således må lade sig betjene i et sprog de ikke forstår.
Afgørelsen den 21. August 1782 lyder:

Den danske kirke, St. Olai kaldet, bliver stadens hoved-kirke til hvilke skal høre:

  1. De danske borgere samt de håndværksmestre som er født i Tyskland, som har lært deres profession i Danmark hos danske borgere, og som herefter har lært det danske sprog samt giftet sig i Helsingør og der løst borgerskab.
  2. De danske embedsmænd, når deres embeder ikke vedkommer garnisonen, Kronborg slot, eller Øresund toldkammer.
  3. De danske karakteriserede, når de ikke har embede de fornævnte steder.
  4. De som bringes syge i land og dør i land af de Øresund passerede skibe, bør, når de dør i den danske menighed, tilhøre den danske kirke, og der eller på dens kirkegård begraves.
----------
Til Tyske kirke i Helsingør skal derimod høre:
  1. Kronborg slot og det ved Helsingør liggende lystslot, Marienlyst med alle dertil hørende betjente.
  2. Øresundtoldkammeret med alle dertil hørende betjente.
  3. Garnisonen i Helsingør af alle våbenarter.
  4. Alle de militære, som enten er afskedigede med pension, eller står på ventepenge.
  5. Alle tyske, der er sådanne, som på tysk er undervist i deres kristendom og på tysk konfirmerede.
  6. De fremmede nationers konsuler og andre sig der opholdende fremmede, har frihed til at søge hvilken kirke de vil.
  7. Til den kirke husbonden søger, skal også høre alle hans husfolk og betjente, som i hans hus nyder kost og kammer. De som bor uden for deres husbonds hus, hører til den danske kirke, om de er danske, selv om de står i tjeneste hos en tysk mand, og til den tyske kirke, om de er tyske, selv om de står i tjeneste hos en dansk mand.
  8. En enke, sålænge hun forbliver i ugift stand, skal med sine børn og tjenestefolk blive ved den kirke hvortil hendes afgangne mand har hørt.
  9. De som bringes døde i land fra de Øresund passerende skibe, skal høre til den tyske kirke.
  10. Trolovelse og brudevielse skal forrettes i det sogn hvor bruden bor.
Dette kgl. reskript af 21. august 1782 er nu gældende indtil St. Mariæ kirke ophører med at være tysk kirke og bliver en dansk sognekirke 1. September 1819.
----------
Pastor Bjørnsen døde knap 50 år gammel, hans ligsten findes indmuret i kirken.

Andreas Wöldike 1787-1789,
Angående Wöldikes præstegerning, se John S. Dalsager: Sankt Mariæ Kirkes Historie og J. Wolf: Årbog for Præstø amt 1913.

Henrik Paulus Sandal 1789-1813.
I Sandals periode afsløredes uoverensstemmelser i kasseregnskabet, hvad der førte til hospitalsforstander, justitsråd Olriks ydmygende suspension.
I en erklæring han fremsætter efter et års tids ansættelse udtaler han at "præste- og degnepengene indbetales upåklageligt", og han tilføjer:  " at Helsingørs beboere er de mest velgørende mod deres præster frem for på noget andet sted."

Frihedstrangen trænger sig på:
Der rejses krav om bedre og flere lærerkræfter og nye skoler.
Ved reskript af 29. juli 1803 ophævedes det residerende sognekapellani ved St. Mariæ kirke og midlerne fra dette overførtes til skolelærerløn som tiltrængtes i byen.
-----
Da krigen med England atter brød ud, frygtede kronprinsen og rigets styrelse at Kronborg kom i fare, og for at redde det kostbare inventar fra Frederik den andens tid, blev prædikestol, kirkestole med mere, flyttet til Tøjhuset i København.
1843 døde Sandal i Rønne.

Elias Lauritz Grüner 1813-1819, ( residerende kapellan fra 1794)

Som latinskolelærer oversatte han franske historiske værker og en højmesseprædiken udgav han 1798. Som udgiver af "Helsingør Avis" skrev han folke- og naturhistoriske betragtninger der udkom heftevis. Pastor Grüner har i Helsingørs historie, eferladt sig det bedste eftermæle.

Sognepræster ved St. Mariæ Kirke.

Peter Ephraim de Fischer 1819-1862,
Faderen, der var regimentskvartermester ved det slesviske rytterregiment blev adlet i 1811 hvorfra det lille "de" stammer.
Hans kaldelse kom i samme år som byen blev delt i to sogne. I  Januar 1819 døde Knud Jørgensen, der var præst ved Sankt Olai, og i April døde pastor Grüner.
Kancelliet udbad sig erklæringer fra amtmand, biskop, og amtsprovst samt fra Helsingør magistrat og politimester.
På grundlag af disse oplysninger blev byen delt to sogne.
Det hedder i embedsbogen:

"Vi give dig hermed tilkende, at eftersom vort danske cancelli allerunderdanigst er bleven foredraget tvende af vedkommende, amtmand og amtsprovst i forening med byens magistrat og politimester forfattede forslag angående en nærmere bestemmelse af præstens embedsforhold og rettigheder i vor købstad Helsingørs 2det sognekald, nemlig St. Mariæ eller slots- og garnisonspræsteembedet og St. Olai sognekald i anledning af den i begge disse embeder for kort siden indtrufne vakance, da ville vi efter allernådigst at have overvejet denne sag med samtlige dens omstændigheder og i den i denne anledning afgivne betænkning, hvilket alt af bemeldte cancelli allerunderdanigst er os foredraget, hermed allernådigst have anordnet og fastsat som regel for fremtiden i denne henseende som følger:

1.
Sognepræsten til St. Mariæ Kirke i Helsingør skal som hidtil vedblive at prædike såvel i det tyske som danske sprog, dog skal han indtil videre ikkun være pligtig at holde tysk prædiken hver 4. søndag.
2.
St. Mariæ Kirke vedbliver som hidtil at være garnisonskirke, men skal fra nu af tillige være sognekirke for den del af vor købstad Helsingør som herefter beskrives.
3.
Købstaden Helsingør, med alt hvad der hører til samme og er beliggende på dens grund  og ejendomme, deles i tvende sogne der have deres bestemte i det følgende angivne grænser, og hvoraf ethvert får sin egen kirke og sognepræst.
4.
Til St. Mariæ kirke og sogn skal henhøre:

A: Kronborg fæstning, dens grænser og besætning, alle ved samme ansatte embedsmænd og alt hvad der opholder sig inden for fæstningens mure.

B: Slottet Marielyst, alle ved samme ansatte embedsmænd og betjente.

C: Byens garnison og alle militære, være sig af sø- eller landetaten, følgelig også vagtskibet, dets mandskab og besætning tilligemed deres famillier, børn og tjenestetyende.

D: Alle afskedigede militære, være sig af sø- eller landetaten, hvad enten de er benådede med pension eller vartepenge, sålænge de ikke drive nogen borgerlig næring eller have noget slags civilt embede eller bestalling, i hvilket tilfælde de høre til det sogn, indenfor hvis grænser deres bopæl er beliggende. Familierne, børnene, tjenestetyendet følger husfaderen i henseende til sogneforbindelsen.

E:  Af byen og dens tilhørende: Hele Stengaden fra glasiet indtil det nordlige hjørne af Bjergegade og det nordlige hjørne af Bramstræde, (begge hjørner inclusive), hele Sofiegaden, Hestemøllestrædet, St. Annagaden, Brøndstrædet fra St. Annagaden til det nordlige hjørne af Bjergegaden, Sudergaden, ligeledes Groskenstrædet, ligeledes Kongensgade fra vejen langs Grønnehave ligeledes til det nordlige hjørne af Bjergegaden. De som bor på begge kirkegårdene og i det mellemløbende stræde, byens almindelige hospital, og de som bo på vejen langs Grønnehave og den derfra løbende nye gade, strædet mellem St. Annagade og Bøddelgaden, hele Bøddelgaden, hele Lappen, huse og gårde ved vejen fra Lappeporten til Marienlyst, alt hvad der ligger norden for Marienlyst på vejen til Hellebæk og endelig den hele nordlige side af Bjergegaden fra hjørnet af Stengaden til Bøddelgaden.

5.
Til St. Olai Kirke og sogn henlægges den øvrige ikke i foregående 4§§  benævnte del af byen og dens tilhørende.
6.
I tilfælde af ulige mening, til hvilken gade et hus eller en gård henhører, følges ellers i almindelighed den regel at huset eller gården henhører til den gade til hvilken dets hovedindgang eller port for nærværende tid går ud.
7.
Fremmede konsuler høre for dem selv og deres familie til hvilken menighed de selv vil vælge.
8.
Enker efter militære høre med deres børn og tyende til det sogn indenfor hvis grænse de bor.
9.
Såvel fremmede, der dø i sygehospitalet, som de der fra skibene bringes døde i land, begraves på det sogns kirkegård, inden hvis grænse ligger; men de folk der fra byen indlægges i hospitalet som syge, vedbliver i deres sogneforbindelse og begraves i tilfælde af dødsfald på det sogns kirkegård til hvilket de i live have hørt.
10.
I forhold til de her bestemte menigheders størrelse bliver købstaden Helsingørs kirkegård at dele mellem sognene, således at hvert sogn får sin bestemte og adskilte del.
------------------
Frederiksborg, d. 1. septbr. 1819.


Hver sognepræst havde tilsyn med sit sogns skoler. Kirkernes kantor- og klokkerembeder forenedes med lærerembederne, således at den fremtidige skoleplan kunne holde udgifterne nede. Katekeken blev en slags overlærer ved det offentlige skolevæsen.
Ved kongelig resolution af 20. juli 1851, bortfaldt den sidste tyske gudstjeneste.

Kirken gennemgik en restaurering i årene 1901 - 1906 og kun de sidste sognepræsters navne skal sluttelig nævnes i denne artikel.

Philip Christopher Friedenreick 1862-1895,

Henrik Isidor Levinsen 1896-1909,

Johan Alfred Heiberg 1909-1915,

Hans Simon Hansen 1915-1932,

Johannes Sørensen Dalsager 1932 -??


Med dette håber jeg at slægtsforskeren og andre med aner i Helsingør, har fået en forklaring på hvorfor netop hans slægt har hørt til netop den ene eller den anden kirke.
For den der vil søge yderligere oplysninger, kan jeg anbefale at læse Johannes. S. Dalsagers bog hvorfra en betydelig del af ovenstående er hentet.

HELSINGØR
ST. MARIÆ KIRKES HISTORIE
1450 - 1950.