Denne velfortjente biskop - Andreas Wøldike - kom til verden den 29. august 1687. Hans fødested var det berømte Sommersted i Haderslev amt, hvor hans fader, hr. Peder Wöldike, var sognepræst i mange år og døde i det herrens år 1725. Hans moder var Cathrine Magdalene Buch, som forlod dette timelige 1749 i en høj alder af 85 år.

Af disse høyanseelige Forældre og Forfædre havde vores Sal. Hr. biskop Andreas Wøldike efter den allerhøyestes Raad og Villie det naturlige liv.
Hans fader sendte ham meget ung til det københavnske universitet, hvor han med berømmelse tog alle sine Examina, defenderede 1703. Joh. Gerhardi Grubes disput Chemico-Physica de Natura & ufu falis, og derpå besøgte nogle højskoler i Sachsen.

Ved hans tilbagekomst til København blev han i anledning af vor danske arme´s overgang på Skåne formedelst hans fuldkomne færdighed i det tyske sprog allernådigst kaldet at være Pastor Vicarius og medtjener ved slotskirken på Kronborg og den tyske kirke ved Helsingør, da han var lidet over 22 år; han bekom dertil allernådigst Veniam Ætatis dateret den 23. november 1709, og forfattet så nådig som uindskrænket, at nemlig ingen slags embedes forretninger blev undtagen eller ham forment. Han blev derpå den 11. december ordineret af D. Henr. Bornemand. I dette embede forblev han ikke fuldt to år, og der troligen arbejdede tillige med den tyske sognepræst hr. Andreas Hoff, der siden blev feltprovst, og derefter 1718 sognepræst og stiftsprovst i Christiania.

Men i disse 2 år mødte hr. Wøldike ikke ringe men vigtige besværligheder; thi efter det ulykkelige slag i Skåne den 10. marts 1710, kom de blessurede (sårede) soldater af armeen tilbage til Helsingør, og her måtte nu hr. Wøldike dag og nat være hos disse elendige lemlæstede døende, der i sygehuset var lagt på gulvet i tvende rader, så at der alene var en smalgang mellem hovederne. Her så han med et ynksomt øje al den jammer, som blev større og større, da pesten meget heftigt ytrede sig først i Helsingør, siden i København, Roskilde og andre steder, og i hobetal henrev indvånerne ved hvilken lejlighed hr. Wøldike viste sin utrættelige flid og arbejdsomme troskab som sjælehyrde for alle disse døende får i Helsingørs begge menigheder, hos hvilke han derfor vandt og fandt en besynderlig og bestandig højagtelse og kærlighed, som og ytrede sig i følgende tildragelse: Den danske sognepræst M. Laurids Christensen Aagaard dør i pesten, og da sal. hr. Wøldike tillige med den danske kapellan M. Johannes Schrøder fulgte hans lig til jorden, siger M. Schrøder: Jeg har nu fået løfte på sognekaldet, og vil ønske, at I hr. broder må igen i mit sted få det residerende Capellanie. Det skete da, at M. Schrøder blev sognepræst, men det skete og, at han kort derefter i bemeldte pest bortfaldt. Vores hr. Wøldike forrettede da embedet såvel i den danske kirke tillige, som og besøgte sildig og tidlig de pestsyge og døende indvånere. Menigheden ytrede da, som meldt, deres kærlighed for ham, idet de ved allerunderdanigst memorial bad kongen om hr. Wøldike til sognepræst, som og skete ved allernådigst kaldsbrev, dateret 22. august 1711.

Her var han nu således ene præst i denne elendige by, var dag og nat i denne smitsomme syge i uro, og ingen time sikker fra arbejde og opvartning hos de syge og døende. Men den allerhøjestes beskærmelse gjorde, at han i alt dette ikke følede en Hoved-Vee.
De præservativer han brugte, var myrte, som han bar under tungen, og dernæst en voksdugs-præstekjortel, som han idelig havde hængende udenfor døren, og aldrig gik ud i forretning uden denne habit, hvilken han til sin død gemte til en erindring om Guds beskærmelse.

Hans værdige dattersøn velærværdige hr. Andreas Joh. Rehling i ærede skrivelse til mig blandt andet melder:
" Aar 1770 i Majo besøgte min Fader og jeg denne snehvide ærværdige Mand, og aldrig kan jeg forestille mig en mere rørende Sammenkomst. - Endnu vedblev han sin gamle Vane at staa tidlig op, og indfandt sig undertiden hos os om Morgenen Klokken sex. - Vi saa blandt andet hos ham den Chor-Kaabe, han fik ved Kroningen 1747, hængende ved Side af den Voxdugs Præste-Kjol, han brugte i Pesten. - Begge betragtede han, den ene som Beviis paa Kongens naadige Højagtelse, den anden som Beviis paa Kongernes Konges almægtige Beskærmelse.

Om Helsingør i pestens tid:
I Helsingørs historie er 1711 et mørkt kapitel. Pesten bortrev henved 2000 mennesker i byen og dens omegn. Den begyndte i slutningen af 1710 og kulminerede i august og september 1711. Rimeligvis er det en orientalsk byldepest bragt hertil med et skib.
Hvis man ser på de hjem, som var tilknyttet de to kirker, får man et indblik i den almindelige tilstand.
3. februar dør kantor ved St. Mariæ Kirke, C. Pfaffendorf
5. august dør hans efterfølger, G. E. Görlack
16. juni dør klokker ved St. Mariæ Kirke, Martin Englau
28. juni dør St. Olai Kirkes organist Radecks hustru Abigael.
21. juli dør sognepræsten ved St. Olai Kirke, Aagaard
11. august dør hans eftermand, F. H. Schrøder, fire dage efter sin udnævnelse (tidligere kapellan ved kirken)
2. august dør pastor Aagaads datter, Annelise
5. september dør organist ved St. Mariæ Kirke, L. Petresch, hvis hustru er død 11. august. Begge deres børn døde også i 1711.
Desuden mistede klokker ved St. Olai Kirke, H. Bastian Woveren, tre børn i 1711.
(Jvfr. F. Mansa: Pesten i Helsingør og København 1710 - 11.)

Ialt døde 1227 i St. Olai menighed og 582 i St. Mariæ, og byens indbyggertal har ligget på ca. 5.000 - altså er 1/3 af Helsingørs indbyggere døde af pest i 1711.